Sådan bliver du brandmand i Danmark
En guide til din brandmandsuddannelse
Introduktion til brandmandsuddannelsen i Danmark
At blive brandmand er en meningsfuld og udfordrende karrierevej, der kræver fysisk og psykisk styrke. Brandmænd spiller en afgørende rolle i samfundet ved at redde liv, beskytte ejendom og forebygge farlige situationer. Udover at slukke brande arbejder brandmænd også med redningsopgaver, miljøuheld og katastrofeberedskab. Denne guide giver et overblik over, hvordan du bliver brandmand i Danmark.
Redningsberedskaberne i Danmark
Danmarks redningsberedskab er opdelt i flere niveauer, der arbejder sammen for at sikre hurtig og effektiv indsats ved nødsituationer.
Det kommunale redningsberedskab
Kommunerne har ansvaret for det primære redningsberedskab, hvilket inkluderer brandslukning, redningsopgaver og førstehjælp ved ulykker. De kommunale beredskaber er organiseret i større beredskabsenheder, hvor flere kommuner samarbejder om drift og bemanding.
Enkle beredskaber som fx Helsingør Kommunes Beredskab driver deres eget beredskab i kommunen
På Redningsberedskabernes Informationssystems hjemmeside kan du se en oversigt over alle redningsberedskaber i Danmark.
Beredskabsstyrelsen
Beredskabsstyrelsen har en national rolle og bistår ved større katastrofer som oversvømmelser, naturkatastrofer og kemiske udslip.
Beredskabsstyrelsen uddanner også værnepligtige inden for redningsberedskab og fungerer som en støttefunktion til de kommunale beredskaber.
Samspillet mellem myndigheder
Beredskabsindsatsen i Danmark sker i tæt samarbejde mellem de kommunale brandvæsener, Beredskabsstyrelsen, politiet og sundhedsberedskabet. Dette sikrer en koordineret indsats ved store hændelser, hvor flere aktører er involveret.
Både det statslige og de kommuneale brandredskaber, politiet og sundhedsberedskabet har uddannet indsatsledere som har den tværgående koordination på et skadested.
Senere i indlægget her, kommer vi ind på efteruddannelserne indenfor brand og redning.
Hvis du ville læse mere om den tværgående koordination kan jeg henvise til REFIL’en – Retningslinjer for indsatsledelse

Forskellen mellem fuldtids- og deltidsbrandmænd
Hvad er en fuldtidsbrandmand?
En fuldtidsbrandmand er ansat på heltid i et beredskab og arbejder i faste vagtskemaer, ofte i skiftehold. De har en omfattende uddannelse og deltager i alt fra brandslukning til redningsaktioner og forebyggende opgaver. Fuldtidsbrandmænd træner jævnligt for at opretholde deres fysiske form og tekniske færdigheder, og jobbet indebærer ofte en stærk kammeratskabsfølelse på stationen.
Der findes bla. fuldtidsberedskaber i Esbjerg, Aarhus, Odense, Roskilde, København.
Hvad er en deltidsbrandmand?
En deltidsbrandmand, også kaldet en deltidsansat eller frivillig brandmand, har et andet hovedjob men er tilknyttet brandvæsnet og kan blive kaldt ind i tilfælde af alarmering. Dette er en god mulighed for dem, der ønsker at bidrage til lokalsamfundet uden at skifte karriere. Deltidsbrandmænd træner regelmæssigt for at sikre, at de er klar til akutte situationer, og de har ofte faste tilkaldevagter.
De forskellige veje til at blive brandmand
Gennem det kommunale brandvæsen
De fleste brandmænd i Danmark ansættes gennem de kommunale brandvæsener. Dette kræver, at man består en optagelsesprøve og gennemfører de nødvendige uddannelsesforløb. Kommunale brandvæsener har ofte løbende rekruttering, og det er derfor en god idé at undersøge ledige stillinger lokalt.
Gennem værnepligt i Beredskabsstyrelsen
En anden vej til at blive brandmand er gennem værnepligt i Beredskabsstyrelsen. Her gennemgår værnepligtige en omfattende uddannelse i redningsberedskab, der inkluderer brandbekæmpelse, redningsteknikker, førstehjælp og krisehåndtering. Efter endt værnepligt er det muligt at søge stillinger i brandvæsnet, hvilket gør denne vej attraktiv for mange unge, der ønsker en karriere inden for beredskabet.

Uddannelseskrav og optagelse
Indsatsuddannelsen
For at blive brandmand skal man gennemføre Indsatsuddannelsen. Uddannelsen er en grundlæggende og praktisk uddannelse, der dækker brand, redning, CBRN (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear) og håndtering af tilskadekomne. Den er målrettet de grundlæggende opgaver på manuelt niveau, som en brandmand skal kunne udføre på et skadested.
Grunduddannelse Indsats (GUI) og Funktionsuddannelse Indsats (FUI)
Indsatsuddannelsen omfatter:
Grunduddannelse Indsats (GUI) – Den første del af indsatsuddannelsen, der dækker brandbekæmpelse og redning.
Når du har bestået din GUI uddannelse, må du kører med på udrykningen. Du må dog ikke lave indvendig slukning (røgdykning)Funktionsuddannelse Indsats (FUI) – En videregående uddannelse, der giver mere avancerede færdigheder inden for brand og redning.
Når du har bestået din FUI er du nu fuld uddannet brandmand og må sidde på bagsædet i sprøjten.- Lokaluddannelse – De fleste beredskaber har lokaluddannelse, hvor man fx lærer at betjenten pumpen på brandbilen eller hvordan redningsliften fungerer, således du kan fører den i skarpe situationer.
Vedligeholdelsesuddannelser
For at bevare kompetencen som brandmand skal der gennemføres en årlig vedligeholdelsesuddannelse.
Dette sikrer, at brandmænd fortsat opretholder deres færdigheder og kendskab til beredskabsprocedurer.
Den årlige vedligeholdelse består af minimum 12 årlige øvelser a 2 timers varighed.
De 12 årlige øvelser bygger på viden man opnår i hhv. sin GUI & FUI uddannelse.
Derudover har nogle beredskaber ekstra uddannelse. Dette kan fx være øvelse i redningsliften eller komplekse indsatsområder.
Fx skal brandfolk ansat ved Slagelse Brand & Redning have uddannelse i tunnelberedskabet, da Slagelse Brand & Redning har ansvaret for Storebæltsforbindelsen.

Krav for at blive brandmand
Inden du søger en stilling som brandmand, er der en række grundlæggende krav, du skal opfylde:
Du skal have en ren straffeattest
Du skal kunne tale og forstå dansk, men ordblindhed eller sproglige udfordringer er ikke en hindring
Du skal være minimum 18 år – afhængigt af fysisk form og øvrige kompetencer
Du skal være i god fysisk form, da optagelseskravene kan variere fra station til station
Du må ikke have højdeskræk, klaustrofobi eller angst for mørke rum
Du skal have en stærk ryg, gode knæ og hofter, da arbejdet er fysisk krævende
Du skal være mentalt robust, da jobbet indebærer situationer med blod, ulykker og andre alvorlige hændelser
Fysiske og helbredsmæssige krav
For at sikre, at du kan håndtere de fysiske og mentale udfordringer i jobbet, skal du bestå en fysisk test og en helbredsundersøgelse. Disse tests inkluderer typisk løbetests, styrkeprøver og vurderinger af din mentale robusthed. Din egnethed bliver vurderet af uddannelsesudbyderen og afhænger af de specifikke krav på den brandstation, du søger ind på.
Prøven til Indsatsuddannelsen
For at opnå certificering som brandmand skal den afsluttende prøve bestås. Prøven består af tre dele:
Del A: En praktisk opgave
Del B: En praktisk eller teoretisk opgave
Del C: En teoretisk prøve med 12 mundtlige spørgsmål
Til prøven deltager også en censor udpeget af Beredskabsstyrelsen.
Afslutning og næste skridt
Hvis du drømmer om at blive brandmand, er der mange veje til at nå målet. Start med at undersøge uddannelseskravene, test din fysiske form og hold øje med ledige stillinger. Brandmandsjobbet er krævende, men også utroligt givende for dem, der brænder for at gøre en forskel i samfundet.
